maj 10, 2016

Hvad kan du forvente?

En psykomotorisk behandling variere alt efter hvilke problematikker, behov eller udfordringer du kommer med. Typisk består en behandling af tre delelementer, nemlig samtale, kropsbehandlinger og øvelser.

Vi starter med at tale om hvordan du har det, og hvilke ønsker og forventninger du har til behandlingen / processen, efterfulgt af nogle øvelser og en afspændingsbehandling. Afspændingsbehandlingen er delvis dialogisk, og jeg støtter din krop med puder og manuelle greb, for at få dit nervesystem til at give slip på spændinger.

Behandlingen foregår på briks eller en stor madras på gulvet, alt efter hvad der passer til dig. Du er altid fuldt påklædt under behandlingen, så sørg for at have blødt løstsiddende tøj på.

Du kan opleve noget træthed efter behandlingen, og det er godt ikke at skulle skynde sig videre til næste aktivitet.

Samtale

Samtalen kan handle om dine oplevelser, reaktionsmønstre, tanke, følelser og handlemuligheder. Igennem samtalen klarlægges dine psykologiske, kropslige og mentale reaktioner og du får en intellektuel forståelse af disse, samt mulighed for at beskrive dine ressourcer og potentialer. 

Igennem samtale vil jeg afdække de fysiske og psykologiske udfordringer, du oplever. Det kan være at en fysisk smerte eller begrænsning, der har givet dig tankemylder,  søvnbesvær  eller negative tanker. Eller en psykisk problematik som også påvirker dig fysisk, som angst, stress, søvnbesvær.

Jeg vil også komme ind på relevante dele af dit sociale og professionelle liv. Formålet er at sikre mig at behandlingen når hele vejen rundt, og at vi ikke overser årsager til den givne udfordring.

Kropsbehandling

Den psykomotoriske kropsbehandling handler om at få nervesystemet til at komme i balance. Ved blide greb og træk i dit bindevæv støttes din krop til at finde sin naturlige spændingsbalance, hvor nervesystemet er i ro, og herved får kroppen mulighed for at hele sig selv. Det foregår oftest gennem afspænding af din muskulatur, ved blide manuelle greb og træk i dit bindevæv. Du kan få den detaljerede forklaring her.

Øvelser

Kan være både kropslige og/eller mentale, fx. med fokus på at skabe en øget kropsbevidsthed gennem grounding, afgrænsning, centrering, visualisering og åndedrætsøvelser mm. Men kan også være helt konkrete øvelser til et problemområde, fx. skulder, lænd, eller nakke. Grundlæggende støtter øvelserne dig i at udvikle din kropsbevidsthed og skabe udvikling i forhold til din henvendelsesårsag.